Mobilen rummer et skjult varslingssystem


Norsk It-firma tilbyder ny type massealarmeringer via mobiltelefoner. Systemet bliver allerede brugt af de norske myndigheder.

Når sirenerne pludselig lyder fra skoletage og tårne, skal alle mennesker gå inden døre og tænde for radioen.

Lydsignalet kan betyde, at miljøkatastrofer er under opsejling, at væltede tankbiler lækker giftige substanser, at industrivirksomheder taber kontrollen over udslip af gas eller radioaktive stoffer. Eller det kan betyde truende terrorangreb.

Det er lektien, vi lærte som børn, og som i dag kan repeteres i maj måned, når Beredskabsstyrelsen tester sit landsdækkende net af sirener. Egentlige bombeangreb, som var aktuelle, da netværket blev konstrueret, er ikke sandsynlige mere.

Men ikke alle mennesker er i nærheden af deres hjem, hvis ulykkerne er ude, og ikke alle har adgang til en radio.

Derimod har de allerfleste mennesker i dag en mobiltelefon. Det var utænkeligt, da nettet af sirener blev opbygget.

Skjulte kanaler på mobilen

Mobiltelefoner rummer kommunikationskanaler, som ingen bruger i dag, selv om de er udtænkt for længe siden af mobiltelefoniens fædre. For eksempel CB (Cell Broadcast), som Ingeniøren ved flere lejligheder har skrevet om.

Et norsk firma ved navn UMS (Unified Messaging Systems A/S) tilbyder nu et nationalt varslingssystem til danske myndigheder, baseret på CB. Blandt andet politiet er ved at undersøge systemet.

I Norge har offentlige myndigheder som den norske Beredskabsstyrelse og brandvæsenet taget systemet til sig. Desuden har norsk Røde Kors fundet det nyttigt til at varsle om eftersøgte børn, laviner samt ski- og klatreulykker.

Røde Kors kan bruge systemet til at alarmere både landsdækkende eller i begrænsede geografiske områder .

I Sverige har systemet fundet vej til energisektoren, hvor firmaet Vattenfall bruger det i forbindelse med strømsvigt.

Firmanavnet UMS er måske en smule vildledende, da begrebet Unified Messaging her i landet kendes som it-pakkeløsninger, der samler telefonsvarerbeskeder, fax og mails.

Men det er da også denne type produkter, firmaet oprindeligt har beskæftiget sig med.

UMS har imidlertid oprettet kontor i København og har indgået samarbejde med den internationale netværksleverandør Equant, som skal sikre den nødvendige kommunikationsstruktur til et varslingssystem døgnet rundt.

CB kanalen fungerer trods sammenbrud

Det vil være naturligt med en vis skepsis over for ideen med at benytte de mobile netværk i katastrofesituationer. Erfaringer fra f.eks. eksplosionsulykken i Seest viser, at det mobile netværk bliver overbelastet i løbet af meget kort tid, når der sker store ulykker.

Men det havde mobiltelefoniens fædre tænkt på.

Cell Broadcast kanalen findes i en særlig servicekanal, som bruges til at styre de mobile netværk, og som er væsentlig mere robust end kanalerne til den almindelige samtaletrafik.

UMS har udviklet et system, som kombineres med GIS-kort. Og ved hjælp af disse vil myndigheder være i stand til at alarmere via mobiltelefoner i både små og meget store geografiske områder.

Og det kan ske i løbet af få minutter. Langt hurtigere end det gamle system, hvor folk først skal høre sirenerne, tage stilling til, om det er alvor eller øvelse, og derpå finde hen, hvor der er en radio.

UMS-systemet bygger dog ikke kun på mobilnetværk. Også de almindelige telefonnet kan inddrages, og her igennem kan tilsvarende tusinder af mennesker alarmeres ved indtalte, digitaliserede beskeder, der transmitteres til alle.

På den måde kan en hel befolkning gøres opmærksom, hvis det er nødvendigt. Op til 1000 husstande per minut er muligt.

System kan bruges i afgrænsede områder

I de mere begrænsede tilfælde, som for eksempel hvis et barn er blevet væk eller hvis det brænder, kan systemet alarmere i et afgrænset nabolag.

Og systemet er i stand til at registrere, hvem der ikke har taget telefonen og modtaget en eventuel livsvigtig besked.

Så kan de menneskelige ressourcer sættes ind de rette steder uden tidsspild.

I forening med GIS-systemet kan der indhentes vejr-informationer eller -prognoser for det pågældende område, og der kan fra systemets central oprettes konferenceopkald mellem grupper af personer.

Her skal man huske, at dette måske ikke kan lade sig gøre via mobilnettet i et regulært katastrofeområde, men i forbindelse med et forsvundet barn kan det være nyttigt.

Brugen af mobiltelefoner til alarmering kræver imidlertid, at telefonerne er indstillet til at modtage Cell Broadcast.

Og det er de fleste telefoner af en eller anden grund ikke fra fabrikken. Funktionen skal vælges fra en af telefonens menuer.

Men ifølge UMS kan CB-funktionen slås til fra centralerne, og så kan det pludselig bruges til noget.

Fonte: http://ing.dk/artikel/mobilen-rummer-et-skjult-varslingssystem-64137

Deixe uma Resposta

Preencha os seus detalhes abaixo ou clique num ícone para iniciar sessão:

Logótipo da WordPress.com

Está a comentar usando a sua conta WordPress.com Terminar Sessão / Alterar )

Imagem do Twitter

Está a comentar usando a sua conta Twitter Terminar Sessão / Alterar )

Facebook photo

Está a comentar usando a sua conta Facebook Terminar Sessão / Alterar )

Google+ photo

Está a comentar usando a sua conta Google+ Terminar Sessão / Alterar )

Connecting to %s

%d bloggers like this: